Danmarkspremiere på Toyota Proace Max ved eComExpo
Pressemeddelelse fra Toyota Danmark 24. september 2024
Toyota fuldender nu sin brede palette af varebiler til danske kunder og giver Danmarkspremiere til en helt ny og stor varebil i 3,5 tons klassen ved eComExpo i København i oktober. Navnet på den nye, store varebil er Toyota Proace Max, der både kan fås som kassevogn og som chassis samt med dieselmotor eller fuldt elektrisk med en rækkevidde på op til 424 km.
Det skal være muligt at få dækket sine behov til mobilitet hos Toyota, uanset om det er til privat eller erhvervsmæssig brug. Toyota føjer derfor en ny, stor varebil i 3,5 tons klassen til sit modelprogram. Den nye varebil hedder Toyota Proace Max, hvilket altså signalerer, at der er tale om et erhvervskøretøj med ekstra god rummelighed. Toyota Proace Max får Danmarkspremiere ved biludstillingen eComExpo i København sidst i oktober.
Proace Max bliver den ubetinget største varebil i Toyotas modelprogram og kommer til Danmark i tre konfigurationer, kassevogn, chassis og chassis med dobbeltkabine, med to forskellige akselafstande, tre længder og tre højder. Det betyder flere muligheder for at vælge lige nøjagtig den udgave, der kan opfylde ens behov. Den absolut største udgave af Proace Max får en varerumsvolumen på hele 17 m3 - svarende til hele 17.000 et-liters mælkekartoner.
Der er desuden gode muligheder for af- og pålæsning gennem den firkantede åbning med lav læssehøjde og døre i bilens fulde højde. Selve dørene åbner for første gang på en Toyota 270 grader, hvilket maksimerer kantstens læssepladsen og adgangen til varerummet.
Op til 424 km elektrisk rækkevidde
Proace Max kommer både med dieselmotor og i en fuldt elektrisk udgave med et 110 kWh litium-ion batteri med en rækkevidde på op til 424 km. Den fuldt elektriske udgave mønstrer hele 270 hestekræfter og et drejningsmoment på 410 Nm. Det er muligt at laste op mod 1.500 kg - både i udgaven med dieselmotor og eludgaven.
Toyotas erhvervsafdeling, Toyota Professional, mønstrer lige nu 20 erhvervscentre over hele landet, som er særlige eksperter inden for erhvervskøretøjer og derfor kan give den bedste rådgivning. Desuden kan man på centrene bl.a. også få udført ekspresservice, service på skæve tidspunkter, låne en varebil mens ens egen er på værksted og se forskellige opbygninger og indretninger af nye varebiler.
Med introduktionen af Proace Max kan Toyota fremover altså tilbyde et komplet varebilsmodelprogram med udgangspunkt fra sine landsdækkende Toyota Professional erhvervscentre. Her vil man også med konceptet Toyota Relax kunne tilbyde serviceaktiveret garanti til alle varebiler op til bilens 10. år eller 185.000 km, ligesom man i forvejen gør i hele sit modelprogram for personbiler.
Toyota Proace Max, der får Danmarkspremiere ved fagmessen eComExpo i Bella Center i København 24.-25. oktober, kan allerede nu bestilles hos alle autoriserede Toyota-forhandlere over hele landet. Fra-prisen for dieseludgaven er 266.900 kr. ekskl. moms, mens fra-prisen på den fuldt elektriske udgave offentliggøres tættere på Danmarkspremieren.